Interview med forfatter Hanne Rump
Når man træder ind i Hanne Rumps hjem, så er det tydeligt, at her bor en forfatter, hvis hjerte brænder for litteratur. Bøger spiller en central rolle i flere rum, og øjnene lyser af begejstring ved fremvisning af det nyligt etablerede bibliotek med hyggelig læsekrog og smuk skriveplads. Begejstringen smitter også klart af i Hannes forfatterskab, hvor vigtige budskaber går hånd i hånd med et underholdende element.
I dette interview fortæller Hanne om at bruge feelgood- og romancegenren som spillerum for behandling af alvorlige emner og om inspirationen til karaktererne i serien om Kærlighedens Bånd.
Læs hele interviewet herunder.
Budskabet om, at alle forhindringer kan overkommes
Hvorfor skriver du romance?
Egentlig skriver jeg en familiesaga, så det falder nok under feelgood, selvom det indeholder romancer. Jeg elsker selv at læse feelgood og opfatter genren som den perfekte pause fra hverdagen. Samtidig kan genren noget i forhold til at tale om svære emner og menneskeskæbner, som gør de emner mere lettilgængelige for alle og forhåbentligt kan skabe refleksion hos læserne. Det finder jeg utroligt interessant at arbejde med, samtidig med at jeg elsker genrens grundlæggende budskab om, at alle forhindringer kan overkommes, og at alle har muligheden for en ’happy end’.
Hvor finder du inspiration fra til karaktererne i serien Kærlighedens bånd?
Kvinderne i serien, som er hovedpersonerne, er skabt af fragmenter af kvinder, jeg engang har kendt. Kvinder, der har oplevet traumer i deres liv af forskellig art, som efter at have været i min smeltedigel af forfatterfrihed og fiktion er blevet til de tre generationer af kvinder, vi møder i bøgerne.
Hvilken bog er din yndlingsbog? Og hvorfor netop den?
Det spørgsmål giver meget lidt mening for mig. Jeg læser utrolig bredt og ret så mange bøger hvert eneste år. Jeg læser dem af meget forskellige grunde og med forventninger om meget forskelligt udbytte, som bevæger sig fra ren underholdning (hvilket jeg elsker) over refleksion til deciderede fagbøger om emner, jeg interesserer mig for.
En bog, jeg har læst for nylig, som jeg er helt vild med, er Efter Helteløse Dage af Lene Qvortrup Skov. Lene har en ganske særlig evne til at få læseren til at føle det, som hendes karakter føler, og det er ret unikt.
Hvis jeg er tvunget til at vælge noget ellers, er det måske Den Uendelige Historie af Michael Ende, som jeg læste som teenager (PS: Den har i øvrigt nærmest ingen sammenhæng med den fjollede film). Det er dybest set en fortælling om, hvordan et menneske kan miste sig selv, og hvor svært det kan være at finde tilbage til sig selv. Det er fantasy, men budskabet er det samme: Alle forhindringer kan overkommes, hvis du arbejder på det.
Hvilken bog læser du i øjeblikket?
Jeg har altid gang i mere end en bog ad gangen 😊 Lige nu læser jeg følgende:
- The Twelve af Justin Cronin, som er Science Fiction. Cronin er genial i sin opbygning af plot, og så kan den måde, han bruger sproget på, noget helt exceptionelt. Det er derfor, jeg læser den på originalsproget.
- Jernfeen af Patricia Briggs, som er Fantasy. Briggs kan noget med worldbuilding, og så kan hun underholde. Elsker det.
- Tag Mig Som Jeg Er af Carly Phillips, som er romance. Phillips er bare altid god underholdning. Det er den perfekte pause fra hverdagen.
- De sataniske vers af Salman Rushdie af to årsager. Tro det eller lad være, men det er faktisk også god underholdning. Men det handler selvfølgelig også om, at jeg godt kan lide at læse noget indimellem, som kræver lidt ekstra tankevirksomhed.
Har du nogle forfattersærheder eller fun facts?
Særheder? Sikkert mange, hvis du spørger min omgivelser 😊 men jeg drikker store mængder ret tynd kaffe med ret meget mælk af store kaffeglas – andre har udtalt, at det ligner opvaskevand. Men det er godt brændstof for mig 😊
Fun fact: Jeg har selv boet 7 måneder i Zimbabwe, hvor en del af Den Røde Jord foregår, og den selv samme røde jord, som er så skelsættende for Christine i romanen, betød også en del for mig selv, om end det var noget helt andet.